Epilepsidiagnosen bør opfylde de internationale operationelle definitioner for epilepsikriterier fra ILAE (kapitel 3.1.2).
Anbefaling: stærk
Dokumentation: høj, konsensusrapport
Inden epilepsidiagnosen stilles, bør potentielle differentialdiagnoser nøje overvejes (kapitel 3.1.7).
Anbefaling: god praksis
Dokumentation: meget lav, klinisk erfaring
Epilepsi er en klinisk diagnose, hvor anamnesen er central og er støttet af parakliniske undersøgelser. For systematisk anamneseoptagelse kan der f.eks. bruges et skema (kapitel 3.1.8.1).
Anbefaling: god praksis
Dokumentation: meget lavt, klinisk erfaring
Efter første epileptiske anfald bør der udføres et EEG, medmindre diagnosen er sikker og ætiologien er kendt (kapitel 3.1.8.2).
Anbefaling: stærk
Dokumentation: høj, konsensusrapport
MR-skanning af cerebrum er den foretrukne billeddiagnostiske undersøgelse ved udredning af epilepsi. Hvis MR-skanning ikke kan gennemføres, eller ventetiden på MR-skanning vurderes for lang, kan CT-skanning af cerebrum evt. med kontrast være alternativ (kapitel 3.1.8.3).
Anbefaling: stærk
Dokumentation: høj, konsensusrapport
Cerebrospinalvæske-undersøgelse er indiceret, hvis der er tegn på infektiøs/inflammatorisk sygdom i hjernen (kapitel 3.1.8.4).
Anbefaling: stærk
Dokumentation: høj
Genetisk udredning kan være indiceret hos børn (især ved debut af epilepsi < 4 år) og hos voksne med tidlig debut af epilepsi (før 4-årsalderen), med udviklingsforstyrrelse, progressiv tilstand og/eller uafklaret epilepsi og indikationen for genetisk udredning afgøres af pædiater/neurolog i samarbejde med genetiker (kapitel 3.1.8.5).
Anbefaling: stærk
Dokumentation: høj
Neurometabolisk udredning bør udføres ved børn med anfaldsdebut < 1 måned gammel samt ved begrundet mistanke om neurometabolisk sygdom hos ældre børn (kapitel 3.1.8.6).
Anbefaling: god praksis
Dokumentation: lav